Valdemarsdag i Ikast Kirke

Valdemarsdag i Ikast Kirke

valdemarsdag

Valdemarsdag i Ikast Kirke

For nogle år siden talte min mand og jeg med Carsten Dalgaard om fejring af Valdemarsdag. Carsten er lokalformand for Danmarks Samfundet, så det var meget nærliggende at lufte vores ide med ham.

Som ung spejder fandt jeg det meget højtideligt at deltage i faneparaden på Valdemarsdag. Mens jeg boede i Herning, sluttede paraden altid i Fredens Kirke. Minderne fra den gang står klart i hukommelsen med de mange faner på vej til kirken.

I min tid i Sct. Georgs Gilderne i Danmark, har jeg været med til faneparader rundt i landet. Derfor syntes vi også, at det ville være fint, hvis noget tilsvarende kunne laves her i Ikast.

I år var det så heldigt, at Valdemarsdag faldt på en søndag. Stor var min glæde derfor, da jeg i aviserne så omtalen af, at der ville blive afholdt en festgudstjeneste med fanedeltagelse. Sct. Georgs Gildet i Ikast bakkede op om ideen, og vi meldte os som deltagere.

Fra barndommen har jeg lært at have respekt for Dannebrog, og de foreninger, som jeg i årenes løb har været medlem af, har også vist respekt for vort gamle Dannebrog.

Derfor så jeg også i ånden en flot parade med faner indtage Ikast Kirke.

Stor var min overraskelse, da det viste sig, at vi var de eneste, der deltog.

Det var en festlig gudstjeneste, hvor præsten, Thue Raakjær Jensen, også tog udgangspunkt i Dannebrog og Valdemarsdag.

Synd, at ikke andre fandt vej til kirken mede deres faner. Faner, som for manges vedkommende er doneret af Danmarks Samfundet. Der var flere kirkegængere, der som jeg havde håbet på et smukt skue af Dannebrog i kirken.

Vi, der deltog, følte, at det var en smuk højtidelighed, som vi kunne have ønsket, at mange andre foreninger også havde oplevet.

 

Venlig hilsen

Gerda Abildgaard

Sct. Georgsgildet i Ikast

valdemarsdag